LVMH

Fascinationen er svær at skjule, når vi har at gøre med et selskab, der har rødder helt tilbage til 1593, og hvor en del af selskabets historie handler om en kuffertmager ved Napoleons hof i Frankrig. Luksuskoncernen LVMH er tilmed et yderst stabilt selskab, har en unik evne til at foretage brancheændrende opkøb, og så er markedspositionen for de fleste af LVMHs huse så bomstærk, at kun få selskaber i verden kan matche det.

Der er meget at kunne lide ved LVMH. Luksusgruppen består af intet mindre end 75 luksuriøse brands inden for en bred vifte af kategorier. Forretningsområderne omfatter mode- og lædervarer, ure og smykker, vin og spiritus, parfumer og kosmetik, specialbutikker og luksushotelkæder. LVMH er blandt de førende inden for alle disse kategorier og størrelsesmæssigt lysår foran alle konkurrenter, hvilket blandt andet giver mulighed for betragtelige stordriftsfordele.

Luksusindustrien har i flere år haft stærk vækst grundet en stigende efterspørgsel. Det estimeres, at der hvert år er mere end ti millioner nye forbrugere i verden, der har råd til et luksusprodukt. Disse forbrugere starter typisk med køb i den lavere ende af prisskalaen på luksusvarer og bevæger sig efterhånden op ad forbrugsstigen og køber dyrere og dyrere luksusprodukter.

Denne tendens afspejles ganske tydeligt i LVMH’s kontinuerlige succes

Gruppens omsætning er vokset knap 8 procent om året de sidste 10 år, hvilket blandt andet kan tilskrives populariteten af LVMH’s mange prestigefyldte varemærker. Siden 2017 er salget hvert år vokset med tocifrede vækstrater, mens indtjeningen er vokset endnu mere i samme periode.

LVMH’s 75 varemærker er blandt de mest eksklusive i verden, og fælles for disse er, at de har opnået ikonisk status gennem deres unikke arv og kreativitet. Det ældste brand kan dateres helt tilbage til 1593, hvor vingården Château d’Yquem blev grundlagt knap 140 år før gruppens næstældste brand og verdens første champagnehus, Nicolas Ruinart.

Hof-kuffertmager hos Napoleon

Et af selskabets ældste modehuse er Louis Vuitton, der blev etableret i 1854, da den første kuffertforretning åbnede i Paris. Historien om Louis Vuitton startede med en ung dreng på 14 år, der kom i lære som kuffertmager og blev så god til sit fag, at kejser Napoleon III senere udnævnte ham til hof-kuffertmager for kejserinde Eugénie. Knap 20 år efter sin ankomst til Paris åbnede Louis Vuitton sin egen kuffertforretning.

Selv om dele af virksomheden har mange flere år på bagen, blev LVMH, som vi kender virksomheden i dag, først til i 1987, da Louis Vuitton (LV) og vin- og spiritusproducenten Moët Hennessy (MH) fusionerede. To år senere købte nuværende formand og administrerende direktør, Bernard Arnault en majoritetsandel i LVMH.

Gruppens største og mest profitable kategori er mode- og lædervarer, der udgør knap 40 procent af det samlede salg men hele 60 procent af den samlede indtjening.

De første to initialer i gruppens navn, LV, repræsenterer juvelen i kronen, Louis Vuitton – gruppens største mode- og læderhus. Louis Vuitton er en yderst god forretning for LVMH. Mærkets indtjening i forhold til salget er den bedste i industrien og estimeres til at være omkring 45 euro indtjening per 100 euro salg, om end dette ikke er noget gruppen offentliggør.

Louis Vuittons succes kan blandt andet tilskrives det faktum, at mærket er det eneste i verden, hvis produkter aldrig sælges med rabat. Ledelsen har udtalt, at de hellere vil brænde produkterne end at sætte priserne ned. Ligeledes bliver ejere af Louis Vuitton-tasker en del af en eksklusiv klub, når de køber deres taske, da produktionen begrænses, så der ikke produceres for mange af hver vare. Størstedelen af Louis Vuittons produkter produceres i Frankrig.

Disse faktorer er med til at sikre eksklusivitet og kvalitet, som er nogle af Louis Vuittons vartegn, som med så mange af LVMH’s andre mærker. Trods et begrænset udbud af de eksklusive mode- og lædervarer, estimeres det, at Louis Vuitton omsatte for imponerende 13 milliarder euro i 2019. Brandet repræsenterer ikke blot det største og mest profitable brand i kategorien men også et af de hurtigst voksende med vækstrater, der de seneste år har været mere end 15 procent.

Én franc for juvelen Christian Dior

Et andet eksklusivt modehus under LVMH’s vinger, er ikoniske Christian Dior. Bernard Arnault må siges at have gjort et scoop, da han i 1984 betalte blot en enkelt franc for Boussac – en tekstilvirksomhed, der næsten var konkurs, men som ejede en helt særlig juvel i Arnaults øjne, Christian Dior.

LVMH overtog i 2017 Christian Dior Couture, der blandt andet producerer mode- og lædervarer samt sko og smykker. LVMH har længe ejet parfumedelen af Christian Dior, mens Christian Dior indtil opkøbet ejede en del af LVMH – og Arnault har som nævnt ejet en stor del af Christian Dior, siden han købte mærket for en skilling i 1984.

Opkøbet af Christian Dior Couture skete som led i en simplificering af koncernstrukturen i Arnaults selskaber, og det må siges at have været ganske positivt for LVMH. Christian Dior har i 2018 og 2019 bidraget med bemærkelsesværdig vækst til mode-og læderkategorien sammen med Louis Vuitton, så det ikoniske modehus må for alvor siges at være blevet en vigtig del af LVMH.

LVMH er en global luksusgruppe med geografisk balance i omsætningen

En region, der dog har haft særlig betydning for LVMH’s vækst de seneste år, er Asien, herunder særligt Kina. Asien er gruppens største marked og står for lige under 40 procent af gruppens omsætning, mens Europa står for 30 og USA for 25 procent af salget.

De kinesiske forbrugere estimeres at stå for en tredjedel af forbruget af luksusvarer i verden og spiller dermed en vigtig rolle for LVMH. Det vurderes endda, at det kinesiske folkefærd vil udgøre helt op mod halvdelen af luksusvareforbruget i verden i 2025. Kineserne udgør altså en stor del af de ti millioner nye luksusforbrugere om året, der blev nævnt ovenfor.

Forskellige begivenheder som en potentiel handelskrig og uroligheder i Hong Kong har de sidste par år i perioder skabt nervøsitet på aktiemarkedet i forhold til Asien og den kinesiske økonomi. LVMH’s tal viser dog, at asiaterne stadig er yderst købelystne, når det kommer til luksusvarer. Asien er således stadig LVMH’s hurtigst voksende marked med imponerende vækstrater, særligt hos de kinesiske forbrugere.

Købelystne kinesere rykker flere indkøb hjem

Ved et møde hos LVMH i september 2019 fik vi fortalt, at kineserne i højere grad end før shopper lædertasker på fastlandet i Kina, frem for i Hong Kong og USA, som tidligere har været populære destinationer for købelystne kinesere, der gerne ville spare penge.

Forbruget på fastlandet er blandt andet steget som følge af, at der ikke længere er lige så mange penge at spare andre steder, da en række importafgifter til Kina er blevet sat ned over de sidste år. Desuden foretager kinesiske forbrugere oftere spontankøb i taskekategorien end i eksempelvis smykkekategorien, hvilket betyder, at taskerne hyppigere købes i hjemlandet. Smykker er dog stadig et sted, hvor forbrugerne er villige til at vente lidt tid – for eksempel til næste rejse – med at købe for til gengæld at spare en god sjat penge.

Kinesernes shoppevaner har skabt et marked indenfor grænseimport. Mange kinesere shopper gennem en såkaldt daigou – betalte personlige shoppere, der rejser land og rige rundt for at handle luksusvarer for andre personer, i lande, hvor varerne er billigere end i hjemlandet. Derfor er det for selskaber som LVMH ofte mere interessant at kigge på forbrugernes nationaliteter, frem for i hvilke regioner, salget foretages.

Det seneste års tid har LVMH igen udnyttet den fleksibilitet, som følger med en konservativ balance, som vi tidligere har skrevet om. I december 2018 blev et opkøb af luksushotelkæden Belmond annonceret, og LVMH overtog ejerskabet i foråret 2019.

Belmond-kæden, med hovedsæde i London, ejer 45 luksushoteller, -restauranter, -tog og hotelflodbåde. Den luksuriøse portefølje af hoteller og restauranter gør Belmond til et godt match med LVMH og vil øge gruppens tilstedeværelse i servicebranchen, hvor LVMH allerede ejer Cheval Blanc med luksushoteller rundt omkring i verden.

Efter opkøbet af Belmond udtalte LVMH’s frontfigur, Bernard Arnault, til Financial Times: ”Vi er stadig små. Vi er kun lige begyndt. Vi er nummer et, men vi kan komme endnu længere.” Og der gik heller ikke længe før turen var kommet til gruppens ure- og smykkekategori.

Rekord-opkøb til 16 milliarder dollars

Diamanter er en piges bedste ven – og tilsyneladende også en af LVMH’s. I november 2019 blev det annonceret, at LVMH overtager det amerikanske, ikoniske diamanthus Tiffany’s & Co. (herefter Tiffany’s). Med en pris på mere end 16 milliarder amerikanske dollars, er opkøbet af Tiffany’s det største i LVMH’s historie.

LVMH ser et stort potentiale i Tiffany’s, der blev stiftet i 1837 af Charles Lewis Tiffany og dermed vil befinde sig blandt gruppens ældste huse. I mere end 180 år har Tiffany’s været en af de førende i smykkeindustrien, der er kendetegnet ved høje indtrængningsbarrierer samt begrænset konkurrence. Opkøbet vil næsten fordoble salget i LVMH’s smykkekategori og dermed styrke gruppens position indenfor ure og smykker.

Tiffany’s har haft lavere salgsvækst end industrien de seneste år, og salget faldt sågar i årene 2015 og 2016. Vi forventer, at Arnault vil positionere Tiffany’s til at blive et endnu mere eksklusivt brand som led i at optimere den økonomiske værdiskabelse af det historiske brand. En sådan repositionering har været sværere at foretage som et selvstændigt, børsnoteret smykkehus. At kunne drive forretning med længere tidsperspektiver er endnu en fordel ved at være en del af LVMH.

Indtjeningsmarginen i smykkehuset er omkring 18 dollars per 100 dollars salg og har været faldende de sidste par år. LVMH bør være i stand til at øge disse, ligesom det var tilfældet, da gruppen opkøbte det eksklusive smykkehus Bvlgari i 2011. Opkøbet har været en stor succes for LVMH, som siden har mere end fordoblet salget og femdoblet indtjeningen i smykkehuset. Bvlgari estimeres i dag til at have en indtjeningsmargin på omkring 25 procent.

I vores øjne passer Tiffany’s godt ind i LVMH’s portefølje. Det prestigefyldte brand har en lang historie og unik position i den globale smykkeverden.

Tiffany’s og Belmond er blot to af mange opkøb, som formand og administrerende direktør Bernard Arnault har foretaget de seneste mange år. Arnault og den resterende ledelse har et langsigtet fokus på at styrke gruppens kerneforretning. De seneste år er ressourcerne i højere grad blevet allokeret til de områder, hvor værdiskabelsespotentialet er størst, mens der er blevet foretaget frasalg af områder, der er mindre værdiskabende og for langt fra selskabets kerneforretning.

Cognac i høj kurs

Bernard Arnault blev administrerende direktør i 1989, samme år som han blev hovedaktionær i LVMH. Vi anser ham som en stærk frontfigur, der leder gruppen konservativt og langsigtet. Ejerskabet af LVMH har været yderst værdifuldt for Arnault.

Med værdien af sin 47 procents ejerandel i LVMH har Arnault overgået Warren Buffett og var ved udgangen af 2019 nummer to på listen over rigeste personer i verden – mens nummer et på listen var den amerikanske tech-milliardær, Amazons stifter, Jeff Bezos.

De to sidste initialer i LVMH står for Moët Hennessy og repræsenterer gruppens vin- og spiritusforretning. LVMH ejer to tredjedele af Moët Hennessy, mens Diageo, som vi også er medejere af, ejer en tredjedel.

LVMH’s vin- og spiritusforretning udgør 11 procent af gruppens samlede salg og er et særdeles attraktivt forretningsområde. Der er et naturligt begrænset udbud for dele af produktsortimentet, da produktionen skal ske i bestemte regioner for at kunne kategoriseres som autentiske. Eksempelvis skal Champagnedruerne dyrkes i Champagne, ligesom verdens mest berømte destillerede hvidvin, Cognac, skal have oprindelse omkring byen Cognac i Vestfrankrig nord for Bordeaux.

Det begrænsede udbud gør det muligt for LVMH at hæve priserne mere end inflationen. Indtjeningsniveauet i vin- og spirituskategorien er da også den næsthøjeste i LVMH og udgør knap 32 procent af salget i kategorien.

Cognac er især de seneste år blevet særlig populær i Kina, som i dag drikker omkring 25 millioner flasker Cognac om året. Kina er dermed et af de største cognacmarkeder i verden, hvor USA er det største med et forbrug på knap 100 millioner flasker, hvilket faktisk svarer til stort set hele LVMH’s salg af cognacflasker i 2018.

Champagnehuset Moët & Chandon – den ene halvdel af navnet Moët Hennesy er en af verdens største producenter af champagne og producerer på årsbasis op mod 30 millioner flasker champagne. Med sine knap 1.200 hektar jord ejer Moët & Chandon det største areal af vinmarker i Champagne. Moët & Chandon er dog langt fra det eneste champagnemærke, som LVMH ejer. LVMH’s andre champagnehuse omfatter prestigefyldte Dom Pérignon, Veuve Clicquot, Krug, Mercier og tidligere nævnte Ruinart. I 2018 blev der tilsammen solgt knap 65 millioner flasker af disse.

LVMH’s afkast på den investerede kapital er knap 16 procent – eller knap 47 procent, hvis goodwill fra selskabets løbende opkøb ekskluderes. Da gruppen har forholdsvis lave løbende investeringer i forretningen, bliver en høj del af indtjeningen konverteret til frie pengestrømme, som i dag udgør omkring fire procent af markedsværdien.

Konstant stigende udbytter siden 2002

LVMH har samtidig et lavt gældsniveau, der tillader, at gruppen kan udbetale lidt under halvdelen af pengestrømmene til aktionærerne – primært gennem udbytter, som de seneste 10 år er steget med mere end 14 procent om året. Gruppens udbytte er faktisk ikke faldet i mere end 20 år og er vokset hvert år siden 2002.

Den lave gæld skaber råderum og fleksibilitet til at slå til, når attraktive muligheder byder sig, som der blandt andet gjorde med tidligere nævnte opkøb af Tiffany’s. I perioder hvor pengene flyder i gaderne tillægges denne finansielle fleksibilitet ikke nødvendigvis meget værdi af markedsdeltagere.

Værdien viser sig dog særligt, når adgangen til gæld og anden kapital er begrænset. Her kan de stærke spillere drage fordel af deres konservative balance. Mere gældtyngede selskaber vil ikke have samme fleksibilitet og råderum, hvis rentebetalinger pludselig optager store dele af deres frie pengestrømme.

LVMH har med gruppens mange historiske opkøb vist, at de har både viljen og evnen til at slå til, når de rette værdiskabende muligheder byder sig. Vi har tiltro til, at ledelsen foretager de rette opkøb på de rette tidspunkter, når den underliggende værdi i et selskab kan købes til en attraktiv pris. Den langsigtede tilgang har været brugt historisk og forventes at være uændret i fremtiden. Vi forventer da også, at opkøbene af Belmond og Tiffany’s vil skabe værdi til os som medejere af LVMH.

Som sagt er der meget at kunne lide ved LVMH. En dygtig ledelse og stærk portefølje af varemærker som LVMH’s er uden sidestykke. Vi glæder os over, at forbrugere stadig er vilde med Louis Vuittons eksklusive tasker, drikker dyre dråber Dom Pérignon og pynter sig med smykker fra Bvlgari.

Dette skaber stor værdi til os som medejere, og dette er vi sikre på det vil blive ved med at gøre i mange år frem.